KRONEN

Netbutik med gamle franske møbler, prismekroner, kirkestager, madonnaer, spejle, fattigmandssølv m.v. Se mere på vor hjemmeside eller besøg os på Snekkevej 10, 4040 Jyllinge.

søndag den 17. februar 2013

Ørnens dag ...


Det er i dag ørnens dag - og rigtig mange mennesker har benyttet sig af  lejligheden til at se på ørne ved strandpromenaden, Jyllinge Havn.  Dansk Ornitologisk Forening har sat kikkerter og telte op - så der er mulighed for at prøve at se en ørn over Roskilde Fjord og samtidig varme sig med en kop kaffe.

mandag den 11. februar 2013

søndag den 10. februar 2013

Søndag i butik KRONEN ...

Det er stadig frostvejr -  og butikken er kun opvarmet med en olieovn, så man skal være klædt varmt på for  ikke at fryse helt til istap.  Solen kigger frem engang imellem og der er mange der er ude på søndagstur i det smukke snelandskab. Det er dejligt at se, at ikke alle murer sig inde i det kolde vejr, og jeg får nogle gode snakke om vejr og vind - og dårlige tider.  Jeg er lidt træt af "dårlige tider" - der er ingen der dør af sult i Danmark og de fleste har tag over hovedet.  Det kan godt være handlen ikke er så god, som den var for 5 år siden, men det har nu altid været sådan - at verden går op og ned - og vi følger med på bedste måde.  Derfor glæder jeg mig over, at dagen har taget til med mere end 2 timer - og foråret er lige om hjørnet.
God søndag!



torsdag den 7. februar 2013

Blomsterfrø ....

Tiden er kommet hvor jeg studerer  blomsterfrøkatalogerne.  Der er mange gode firmaer i Holland og i England, men vi kan også være med herhjemme.  Jeg har som sædvanligt bestilt mine cafe au lait dahliaer - de var rigtig store og flotte sidste år.  Så har jeg igen i året prøvet at få fat i dahliaen Spartacus - og har igen i år fået meddelelse om at de ikke kan leveres - ærgerligt!!!
Også ærteblomsterne er bestilt - jeg bestiller altid hos Isabella, idet du altid kan være sikker på at farverne på posen passer til de virkelige blomster.
Jeg har i flere år på skift haft urtehave - så blev jeg træt af al det arbejde der i virkelighed er med en urtehave - så blev urtehaven inddraget til blomsterhave - og så fremdeles flere år i træk.  Og her står jeg så igen - skal jeg inddrage noget af græsplænen (vi har ved gud nok af græs) og oprette en urtehave.  Det ser jo utroligt flot ud når jeg kigger i de forskellige haveblade - og ser store, sunde og  frodige grønsager - det er da næsten ikke til at stå for - NÅ - der er stadig lidt tid inden jeg skal bestemme mig!!!




lørdag den 2. februar 2013

Weekend ....

Lørdag - en dag hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel -  klokken er 17.43 solen er gået ned og skumringen er over os. Fjernsynet kører i baggrunden med transmission fra TV-kirken og indøvning af salmen " Du lægger al din vilje".  Fredfyldt og smuk - en god optakt til søndagen.  God weekend!





fredag den 1. februar 2013

Blomstertorvet ....

Jeg var på blomstertorvet i morges for at købe lidt friske blomster til butikken.  Perlehyacinter, hortensia, anemoner, violer, stedmoderblomster, kejserkroner, osv - man bliver i godt humør og får lyst til at købe vildt ind,  m e n  det er for tidligt så I må nøjes med et par billeder.